Masterclass i emotionelt intelligent velfærdsledelse

Masterclass for ledere i kommuner og regioner

Velfærdsledelse foregår tæt på mennesker. Medarbejderne møder borgere i sårbare situationer, faglige idealer møder stramme rammer, og forandringerne kommer i et tempo, hvor den næste ofte er i gang, før den forrige er landet.

Det sætter følelser i spil. Hos medarbejderne, hos borgerne og hos dig som leder. Den emotionelt intelligente leder kan læse det, der sker i og mellem mennesker, og bruge den indsigt til klogere beslutninger, stærkere samarbejde og mere handlekraft.

I denne masterclass gør vi emotionel intelligens til noget, man kan øve sig på. Noget mere konkret end at være god til mennesker eller have en veludviklet empati. Vi arbejder med jeres egne cases og med værktøjer, som både kan ligge på bordet mellem os og findes frem digitalt, når hverdagen kalder igen.

Et af dem er Hvor trykker forandringen? Værktøjet hjælper jer med at undersøge, hvad der er på spil, når mennesker reagerer på forandringer. Det, der umiddelbart ligner modstand, kan handle om tab af indflydelse, usikkerhed, faglig stolthed eller bekymring for, om man kan lykkes med sit arbejde. Nogle af følelserne kalder på handling. Alle er de værd at forstå.

De fysiske værktøjer skaber gode samtaler i rummet. De digitale versioner gør dem lette at bruge bagefter. F.eks. værktøjet EQ Firkanten, der giver mulighed for at udforske 16 strategier forbundet med centrale aspekter af emotionel intelligens.

“Jeg havde fornøjelsen af at deltage i undervisning om Emotionel Intelligens sammen med mine ledere. Det gav os et fælles afsæt for at reflektere over, hvordan vi gennem større selvindsigt, forståelse og stærke relationer kan blive endnu bedre ledere for vores medarbejdere. Tak for en inspirerende dag med nærværende undervisning, gode dialoger og konkrete værktøjer, som vi kan arbejde videre med i hverdagen.”

Nanna Timmermand, Områdeleder, Center for Voksenstøtte og Mestring, Social og Handicap, Varde Kommune

I masterclassen er fokus på:

  • Emotionel intelligens som en praktisk ledelseskompetence i krydspresset mellem politiske beslutninger, faglige ambitioner og borgernes behov
  • Reaktioner på forandring og omstilling, og hvad de fortæller om det, medarbejderne værner om
  • De følelsesmæssige krav i velfærdsarbejdet, og hvordan ledere kan styrke trivsel og faglig stolthed
  • Dine egne reaktioner som leder, når presset stiger

Når I går fra masterclassen vil I:

  • Have arbejdet med jeres egne cases og fundet nye greb til dem
  • Kunne skelne mellem de følelser, der kan gemme sig bag det, der ligner modstand
  • Have konkrete værktøjer med hjem, både fysisk og digitalt, til ledergruppen og til samtalen med medarbejderne
  • Stå roligere og mere præcist i de svære samtaler

I kan forvente en masterclass der:

  • Tager afsæt i ledelsesvirkeligheden i kommuner og regioner
  • Veksler mellem korte oplæg, træning på egne cases og sparring med andre ledere
  • Kombinerer faglig tyngde med nærvær, humor og konkrete eksempler
  • Giver adgang til de digitale versioner af værktøjerne bagefter

Masterclassen afvikles i to varianter: En halv eller hel dag (kan opdeles i to halve)

Kort fortalt

En praktisk masterclass, hvor ledere i kommuner og regioner træner emotionel intelligens på egne cases og går hjem med værktøjer til hverdagen.

Målgruppe

Ledere • Lederteams

Dette foredrag kan også gennemføres som workshop (2-3 timer) eller masterclass (3-7 timer).

Kontakt mig vedr. dette foredrag

    Navn

    Email

    Telefon

    Organisation / Virksomhed